Mit liv har de sidste 2 måneder været en opdagelsesrejse ind i verden med b.la et begreb, som autopoiesis og systemteori Det har været svært at forstå, men det er lykkedes meget godt. Og tænker dagligt over begrebet i forskellige sammenhænge. Her en lille appetizer fra min opgave.
Som jeg forstår den systemiske teori vil det sige at tænke i helheder, relationer og sammenhænge. Dette falder godt i tråd med den cirkulære forståelsesform som ikke prøver at forklare, men forsøger at udforske mønstre af handlinger og begivenheder. Det personlige ansvar indebærer derfor, set fra min optik, at vi overvejer virkningerne af vores egne ord og handlinger på andre . På den måde bliver der altid mere end en mulighed for at reagere, svare og handle. Det skaber et unikt udgangspunkt for at finde ud af, hvad vi hver især er optaget af, og hvad vi sammen kan skabe i fremtiden. I den cirkulære forståelsesform er begivenheder og handlinger gensidigt forbundet, og opmærksomheden flyttet fra det enkelte individ til de sociale relationer.
”Den systemiske tankegang bygger på en erkendelsesteori (epistemologi), altså en teori om, hvordan vi forstår det vi forstår, og om hvordan vi skaber mening og sammenhæng i vores forståelse af verden.”
Med udgangspunkt i dette citat vil jeg tage de briller på Maturana tilbyder mig omkring autopoiese. Autopoiese5 betyder selvproduktion eller selvskabelse efter den græske auto – selv og poies – at skabe, eller producere. Et autopoietisk system er kendetegnet ved at være et cirkulært lukket system der er selvskabende og selvreferende. Det giver mig mening når jeg beskriver autopoesise som Maturana siger er, at mennesker og menneskelige sociale systemer er autopoietiske. Den menneskelige erkendelsesproces sker inde i systemets lukkethed. Et system lader sig forstyrre af ting udefra, og der sker en indvendig tilpasning eller differentiering. Forstyrrelserne må ikke være for store, idet det vil bringe for stor bevægelse i systemet, da det så vil lukke. En for lille forstyrrelse ville ikke kunne skabe bevægelse i systemet, og systemet vil ikke åbne. Systemet kan kun åbnes indefra. Forstyrrelsen skal være tilpas for at skabe udvikling, og for systemet kan forandre sig selv.
Vi skaber os selv i sociale kontekster. De sociale kontekster skabes ud fra den forståelse man har af den kultur man lever i, forestillinger, relationer og kommunikation. De kontekster, vi som mennesker hele tiden indgår i, konstruerer vores opfattelse af virkeligheden og verden. Sproget, både det verbale og nonverbale, har i den socialkonstruktionistiske tankegang stor værdi i forhold til, at det er igennem sproget vi skaber os selv og de relationer vi indgår i . I den systemiske tænkning er verden mangfoldig- et multivers, der bygger på forestillingen om at der ikke kun er en virkelighed, men at vi hver især er udstyret med hver vores virkelighed, som bygger på de logikker og forforståelser der er meningsskabende for det enkelte individ. Der er ikke kun en sandhed, men mange. Hermed ikke sagt at alle sandheder er gældende, idet der vil være faktorer såsom lovgivning, magtforhold, økonomiske forhold eller procedurer, som man skal forholde sig til. Det vil sige de menneskelige systemer er dynamiske og at alle systemer påvirker hinanden på den ene eller anden måde. Det være sig måden vi er sammen på, den måde vi taler om og til hinanden på, vil påvirke systemet. Feedbacken om den er verbal eller nonverbal, som gives imellem systemerne, skaber ny feedback. Hvis et system begynder at gøre noget andet vil det påvirke de andre systemer. Det åbner op for den mulighed, at kunne starte med sig selv – feks at prøve at gøre, sige noget andet.
Det må jo siges at være et glimrende udgangspunkt at starte med sig selv. Det giver jo rigtig god mening i det pædagogiske arbejde, hvor det netop handler om sociale kontekster, relationer og kommunikation.
Som Galileo Galilei siger :
Ingen kommentarer:
Send en kommentar